Teltlejren har gjort sin entré på den offentlige scene. Den indtog Tahrir-pladsen i Cairo tidligere i år, og den nåede Europa på Puerta del Sol pladsen i Madrid og lignende pladser over hele Spanien. På det seneste er den blomstrede op i Tel Aviv i Israel og i storbyer over det meste af USA. Ligger disse forskellige pladser fysisk grund til en ny måde at udøve kritik på? – at campere kritisk [1].

Der er fyldt med iglo-telte i skiftende farver og spraglede bannere med slogans i vilde farver. En gruppe af folk sidder på en række og arbejder på højtryk på deres computer, mens andre diskuterer i store grupper, hvor de bruger håndfagter til at vise tilfredshed og utilfredshed med talerens udsagn. Andre steder på Puerta del Sol pladsen i hjertet af Madrid sidder unge i lænestole og læser dagens avis. Det her virker ikke, som en travl plads i centrum af en storby. Det er en tætpakket teltlejr, der summer og myldrer af aktivitet, som er drevet frem af social og politisk indignation. Det her er unge campister i hjertet af Madrid, der kræver sociale og politiske forandringer. Der er noget helt umiddelbart tiltrækkende ved en teltlejr i hjertet af en storby, der fremstår både improviseret og organiseret. Det sender øjeblikkeligt hukommelsen tilbage til billederne fra Tahrir-pladsen i Cairo, hvor unge egyptere camperede, som en del af deres modstand mod Mubarak og hans regime.

Kritik på campingpladsen

Det at campere er ikke kun noget, der forbindes til teltlejre i dag. Det er også blevet en metafor for meget af nutidens samfundskritik. Det er en metafor, som er interessant at kigge nærmere på; i dette forsøg på at indfange potentialet i den kritikform disse teltlejre midt i storbyen tilbyder. Det er sociologen Zygmunt Bauman, der metaforisk har beskrevet samfundskritikken i dag som en campingpladskritik og denne beskrivelse er ofte blevet genfortalt som en præcis diagnose af bl.a. Piktokritiks Rasmus Willig.

Når folk bor på en campingplads, kan de finde på at klage til bestyreren over pladsens service eller, at naboen ved siden af larmer for meget. Enten bliver dette ene mindre forhold ændret og folk kan læne sig veltilfredse tilbage i deres campingstol. Eller bestyreren vil ikke efterkomme deres kritik og de vælger i stedet at pakke campingvognen sammen og flytte til en anden campingplads, hvor de har mere tillid til forholdene.

Så enten medfører kritikken en lille korrektion af en praksis på campingpladsen eller kritikeren giver op og campingpladsens organisering kan fortsætte ufortrødent. I begge tilfælde er campingpladsen et billede på en midlertidig projektagtigt kritik, der ikke er vedvarende og kun om muligt medfører små ændringer, men som ikke udfordrer de grundlæggende strukturelle og institutionelle forhold, der er de skabende rammer for det konkrete problematiske forhold.

Velkommen til fairtrade campingpladsen

Så lang så godt, det er uden tvivl en ret så passende diagnose, der dog også sagtens kan raffineres en del. Man kunne ud fra Slavoj Zizeks perspektiver påpege, at folk i dag er udmærket klar over, at samfundskritikken er en campingpladskritik, som ikke sigter på store strukturelle ændringer, men ikke desto mindre holder de fast i denne form for små kritiske slag i dynen.

Der er altså tale om et forhold, som Zizek beskriver som – ’I know very well, but …’. Vi ved godt, at denne campingpladskritik er dominerende og den ikke vil medføre grundlæggende forandringer, men vi fortsætter med at udføre den. Enten med en ironisk distance (man siger til sig selv, at sparepærerne man sætter op på ingen måde gør en forskel for klimaet og fortsætter med det) eller en kynisk distance (man siger til selv, jeg kan sgu ikke gøre mere end at købe fairtrade, når fairtrade mærket bliver kritiseret som uholdbart i medierne).

Campingplads metaforen må derfor under ingen omstændighed ses som noget, der indgår i et oplysningsprojekt. Vi er fuldt oplyst om denne kritiks begrænsninger og vi fortsætter alligevel. Politisk forbrug er på mange måder det bedste billede på udøvelse af denne selvbevidste campingpladskritik [2].

Man kan derfor måske med rette hævde, at en mere præcis metafor for kritikken i dag er en fairtrade orienterede og klimavenlig campingplads. Og på denne klimavenlige campingplads, forsøger vi nu en gang at kræve de ændringer, der er mulige indenfor rammerne. Og hvis rammerne helt umiddelbart virket udfordret, som når klimaforandringer fremstår som en klar negativ effekt af vores samfundsindretning, evner vi selvbevidst at ændre det til noget positivt: vores erfaring med vedvarende energi vil give os en konkurrencefordel i den globale økonomi.

Man kunne lidt krøllet sige, at den kritiske udfordring bliver her set som noget, der blot tilbyder nye muligheder til det eksisterende ramme af muligheder, som vores nuværende måde at gøre tingene på giver.

Campér efter det umulige

Vender vi blikket tilbage mod Tahrir-pladsen og Puerta del Sol, så er det slående, at det var ret så tilfældigt, at pladsen blev omdannet til en teltlejr [3]. I Cairo kæmpede demonstranterne med livet som indsats for at holde pladsen, som det lykkedes dem at trænge ind på under de store demonstrationer. De valgte så at blive, og selve deres tilstedeværelse på pladsen var en manifestering af deres på det tidspunkt utænkelige og nu fuldt realiseret krav om Mubaraks afgang [4].

I Madrid blev en i første omgang mindre demonstration under overskriften Democracia Real Ya! (‘Reelt demokrati nu!’) den 15. maj 2011 om natten smidt væk fra Puerta del Sol af politiet efter, at dagens demonstration var slut. Men rygtet om rydningen gik over de sociale medier og i stil med Tahrir-pladsen blev stedet nu til en teltlejr, der var på ubestemt tid på pladsen.

Puerta del Sol gik hen, som det også skete på Tahrir-pladsen, og blev en lejr, der rummede det levede liv med alt fra toiletter, mediecentral og børnepasning til oprydningshold og ikke mindst politisk græsrodorganisering med udvalg og såkaldte ’general assemblies’. I det hele taget en lejr, der dannede rammen om diskussion og debatter om udformningen af demonstranternes krav til de spanske politikere og andre politiske og økonomiske magtcentre i Spanien som bl.a. bankerne.

Meget slående for, at lejren kunne være fortsat på ubestemt tid, var det de demonstrerende unge selv, der besluttede søndag den 12. juni 2011 at pakke sammen og omdanne teltlejren til permanente arbejdsgrupper spredt ud over distrikter i hele Madrid og vende tilbage til gaden igen søndag den 19. juni med en samlende demonstration over hele Spanien under overskriften Toma la Calle 19. de Julio [5].

Denne camperende kritikform, der har udspillet sig på Tahrir-pladsen, Puerta del Sol og en lang række pladser rundt om i Spanien og på det seneste i USA under overskriften Occupy Wall Street, vil jeg af mangel på bedre kalde kritisk camping, når aktivister slår lejr med en klar kritisk dagsorden. Det er en kritikformation som understøtter krav, der forsøger med den franske sociolog Henri Lefebvres ord at skabe momenter; en begivenhed hvor det umulige gøres muligt [6].

Det som umiddelbart tænkes umuligt i Spanien: en kæmpe valgreform, en stærk politisk indgriben og fuldstændig ændring af bankernes rolle i samfundet og et spansk demokrati, der er langt mere baseret på aktiv deltagelse, bliver af de kritiske campister formuleret som klare muligheder. Teltlejren danner ramme om kritisk krav, hvis umuligheder de kritiske campister ønsker og formulerer som klare muligheder. De kræver altså med Lefebvres ord det, der er umuligt i dag skal være muligt i morgen. Den kritiske teltlejr bliver med andre ord både et sted, hvor der bliver formuleret en strukturel og institutionel funderet kritik, men også et sted, hvor selve det camperende element bliver et rum, der sikrer den løbende debat og diskussion om, hvordan disse krav kan blive indfriet.

En lejr i centrum

I forhold til den projekt- og eventagtige kritik, som campingplads metaforen forsøger at indfange, er selve det at slå lejr på den centrale plads, hvor der overnattes også en art symbolsk udtryk for noget af langt mere langsigtet karakter, der kan fortsætte i det ubestemte – ’Vi bliver og overnatter, vi begynder at leve og bo her, vi går ikke hjem’.

Teltlejren omdanner den centrale plads i Madrid, hvor turisterne kommer hver dag og masser af folk passerer forbi på vej til arbejde, til et helt andet rum; et rum for indignation, diskussion af og krav om sociale og politiske forandringer i Spanien. Hvor den kritiske event fra piratfesten over flash mob’en til den almindelige demonstration er kendetegnet ved det midlertidige, en klar midlertidig og afgrænset manifestation af kritik og krav om forandring, bliver teltlejren et udtryk for det ubestemte, hvis udstrækning kan variere i samspil med reaktionerne på campisternes krav.

Det bliver derigennem også et rum, hvor det er mere naturligt at formulere krav om grundlæggende ændringer og samtidig fortsætte arbejdet med, hvordan de skal realiseres. Alle campisterne er samtidig godt klar over, at den kritiske camping vil høre op på et tidspunkt og ikke fortsætte i alt evighed, hvilket netop må understøtte en fastholdelse af fornemmelsen af det nødvendige i at handle her og nu og ikke senere.

Denne kritiske camping er ikke en afsondrede lejr, som er adskilt fra den almindelige dagligdag enten af tvang som en asyllejr eller som et selvvalgt break fra hverdagens trummerum, som Roskilde Festival eller ungrejsen til Ibiza. Det er en lejr, der forbinder sig til og indgår i det daglige liv med resten af byen. Som tiden gik, blev det også et sted, som folk gik til og fra. Nogen er hjemme og sove nogle dage og kommer så tilbage, andre kommer kun om aftenerne og arbejder om dagen, men lejren fortsætter som det kritiske rum, der har en anden social organisering end resten af det daglige liv den også er forbundet til.

Denne rolle som den kritisk campinglejr indtager kan måske bedst indfanges gennem nogle af de karakteristika, som Michel Foucault forbinder med steder han kalder heterotopias. Et heterotopia er et sted, der må forstås i relation til andre steder, og som i denne relation står i modsætning til den almindelige sociale organisering. Det er en art ’counter-site’, der fungerer som et spejl, der gennem dets anderledes organisering kaster et blik på rummet omkring stedet.

Teltlejrens kritiske funktion opstår netop ved, at den indgår i relation med resten af Madrid samtidig med det, der sker i lejren og den måde den er organiseret på gennem de kritiske campisters selvorganisering, tilbyder og danner et grundlæggende andet rum, der adskiller sig fra den daglige måde folk er sammen på. Den kritiske camping skaber dermed en ramme, hvor dem der camperer har tid og mulighed for at kaste et kritisk blik på det omkringliggende og dermed i mere generel betydning, et kritisk blik på måderne som det spanske samfund er organiseret på.

Det sker netop fordi de indgår i en relation til resten af Madrid, hvor Madrid samtidig som by bliver det konkrete rum, som de kan diskutere deres krav om mulige forandringer op imod.

Den kritiske camping tilbyder en helt anderledes kritikform end det jeg ved hjælp af Zizeks perspektiver har kaldt den klimavenlige og fairtrade-orienterede campingplads. Den selvbevidste kritik, der foregår på fairtrade campingpladsen handler om at realisere de muligheder, der kan lade sig gøre indenfor pladsens rammer. Denne lejrtype tilbyder altså en kritik, der er til for lejren – ’vi gør campingpladsen endnu bedre’.

Den kritiske camping er på den anden side et rum hvor det, der er umuligt i dag kræves muligt i morgen. Samtidig med, at rummet skaber rammerne for at forarbejde, ændre og udvikle de kritiske ideer og krav, der er blevet rejst. Det er på den måde en lejr, der er til for kritikken.

Piktokritik.dk findes nu i en engelsk version.

Se den her – og vis den til dine venner.

Du kan finde siden her: http://www.pictocritique.net/

 

Nu ligger der flere nye piktogrammer til FRIT DOWNLOAD.

Se dem alle her.

Et myndigt menneske kendetegnes ved, at det uden frygt for repressalier kan tale frit. Umyndiggørelse består således i den type af processer, der forhindrer en person i at udtrykke sig kritisk. Disse processer kan være af forskellig karakter: juridiske, normative, strukturelle, organisatoriske osv. Umyndiggørelse kan derfor finde sted i form af forringelse af rettigheder, normer, der forbyder en at råbe højt, når der er noget galt, strukturelle besparelser eller radikale omorganiseringer, der ødelægger kritikkens infrastruktur.

Spørgsmål: Kan du nævne situationer, hvor du har været udsat for umyndiggørelse?

Giv dit bud på spørgsmålet for neden. Download også dagens piktogram med tekst som A4 pdf, klar til at skrive ud og hænge op. Så kan diskussionen også fortsætte offline. For andre piktogrammer og mere grafik, se downloadsiden.

Et myndigt menneske er kendetegnet ved, at det kan ytre sig uden frygt for repressalier. Ytringsfriheden er juridisk sikret i Grundloven. Men i hverdagen er det ikke juraen, der styrer vores handlinger i samme grad som den kultur, der er på fx ens arbejdsplads. En arbejdsplads kan have mere eller mindre tydelige normer for, hvad der må siges. De vestlige samfund har aldrig diskuteret de juridiske aspekter af ytringsfriheden så meget som nu, men ingen diskuterer, hvilke dagligdagsnormer der beskytter ytringsfriheden.

Spørgsmål: Hvornår har du været i tvivl om, hvad du måtte sige på dit arbejde?

Giv dit bud på spørgsmålet for neden. Download også dagens piktogram med tekst som A4 pdf, klar til at skrive ud og hænge op. Så kan diskussionen også fortsætte offline. For andre piktogrammer og mere grafik, se downloadsiden.

Kritisable forhold kan ofte være svære at se i øjnene. Derfor vælger nogen at lade som ingenting og håbe på, at problemerne forsvinder af sig selv. Andre vælger at benytte sig af såkaldt positiv tænkning, hvilket kan give en kortvarig fornemmelse af, at det er muligt at tale problemerne bort.

Spørgsmål: Find eksempler på hvordan du, I eller andre har gemt sig for eller talt uden om kritisable forhold.

Giv dit bud på spørgsmålet for neden. Download også dagens piktogram med tekst som A4 pdf, klar til at skrive ud og hænge op. Så kan diskussionen også fortsætte offline. For andre piktogrammer og mere grafik, se downloadsiden.

Et sociologisk studie afslørede hvordan stewardesser, der er trænet i altid at være venlige, kommer af med deres kritik. Bag de små forhæng, som adskiller dem fra passagererne, tygger de isterninger for at få afløb for deres frustrationer. De har lært, at deres vrede under ingen omstændigheder må gå ud over passagererne, uanset hvor uforskammede de er. Studiet afslørede også, at nogle stewardesser gik på toilettet og skyllede toilettet i rent raseri. Stewardesserne skulle kunne tage imod masser af kritik fra passagererne og holde deres egen kritik tilbage, for ellers kunne konflikten eskalere, hvilket ville sætte sikkerheden ombord over styr.

Spørgsmål: Hvordan ventilerer du – eller kommer af med – din kritik?

Giv dit bud på spørgsmålet for neden. Download også dagens piktogram med tekst som A4 pdf, klar til at skrive ud og hænge op. Så kan diskussionen også fortsætte offline. For andre piktogrammer og mere grafik, se downloadsiden.

Med de så kaldte Embassy Cables, en enorm mængde diplomatiske dokumenter, der lækkede for nylig til verdensoffentligheden, tales der meget om WikiLeaks i disse dage.

Wikileaks er tidligere kendt for publiceringen af en lækket video, der viser amerikansk militær dræbe et dusin mennesker, inkl. to Reuters-journalister. I efteråret tiltrak de atter opmærkomhed ved at publicere over en halv million lækkede hemmelige dokumenter, de så kaldte The Iraq and Afghan War Diaries, fra det amerikanske militærs operationer i Irak og Afghanistan.

Bloggen her vil ikke beskæftige sig med indholdet af de forskellige omtalte læk, men i stedet fokusere på lækagen som kritisk fænomen. Og, i Piktokritiks terminologi, hvad det vil sige at lave en infrastruktur for lækager.

Islands lovgivning til forsvar for lækager

Nu som tidligere er amerikanske efterretningstjenester efter Wikileaks. En rådgiver for den canadiske premiereminister har talt for at Julian Assange, Wikileaks mest eksponerede talesperson, burde snigmyrdes. Det siges både noget om den trussel lækagerne udgør for staternes diplomatiske positioner og legitimitet, og samtidig siger det noget om den uheldige fokusering på personen Assange som værende lig med WikiLeaks (Organisationen, eller snarere dens infrastruktur, er langt mere end personen Assange).

Et behov for at beskytte disse nye former for organiseret læk har derfor opstået – noget som Island er begyndt at vedtage lovgivning for. Birgitta Jonsdottir, medlem af det islandske parlament for partiet Borgararahreyfingin, tog initiativ til lovpakken, som for et par måneder siden blev enstemmigt vedtaget i det islandske parlament. Pakken kendes nu under navnet Icelandic Modern Media Initiative (IMMI) og på sidens webside formuleres dens vision, som “Iceland to become an international transparency haven”. Birgitta Jonsdottir siger selv:

»Det bliver den stærkeste lov af sin slags overhovedet. Vi tager de bedste love fra hele verden og sætter dem sammen til en omfattende pakke …«

Lovgivningen er formentlig den første af sin slags, omend den er en pakke kopieret fra allerede eksisterende lovgivning i andre lande. Pakken indeholder bl.a. beskyttelse fra “injuretourisme og andre udenretslige misbrug”, kildebeskyttelse i stil med svensk lovgivning, bedre beskyttelse for whistleblowers (udarbejdet i samarbejde med wikileaks), beskyttelse til så kaldte formidlere og andre mellemled (særligt internetudbydere, der giver aktører som wikileaks adgang til internet).

Julian Assange siger til den amerikanske avis The Independent: “Det kan blive en ø, hvor åbenhed er beskyttet. Et journalistisk tilflugtssted”. Den type udtalelser kan dog give indtrykket af, at fremtidige læk bør sætter sin lid til ét centralt sted, der skal garantere resten af den kritiske infrastruktur. Det har sine klare svagheder, sammenlignet med at sprede den åbne infrastruktur ud, så åbningen ikke kan lukkes fra blot et punkt. Med nationalstaternes faldende suverænitet, får de lokale love og kulturer, mindre betydning. Hvis de vil, kan USA faktisk intervenere i Island – på trods af, at Island er NATO-land.

At kopiere IMMI & Wikileaks

At sprede den åbne infrastruktur vil i stedet betyde, at flere lande kopierer den pakke af love, som Island i forvejen har samlet sammen fra eksisterende lovgivning.

Internetaktivister er allerede begyndt at tage sagen i egen hånd, og opfordrer til en multiplikation af nye wikileaks. I efteråret, da den thailandske regering censurerede Wikileaks pga. kritiske dokumenter, opstod spejlsider med navnet “Thaileaks“, tilsyneladende gjort af en gruppe der kaldte sig “Wikicong”. Fra Thaileaks-siden, kunne aktivister og andre i Thailand, selv downloade kildekoden til siden, og således kopiere spejlsiden på adskillige forskellige servere, for at undvige censuren.

OPDATERING: Det tyder nu på at forudsigelsen stemte. Inden længe kan vi byde wikileaks-alternativet Openleaks velkommen, der efter sigende går i luften med et ganske stort læk, som afhoppere af wikileaks har bragt med sig under opstarten. Dernæst er mindre lækage-sider under opsejling, bl.a. Brusselsleaks (for de politiske processer i EU) og Balkanleaks (for balkan-området). Hvornår ser vi mon en lækage-side for anonyme danske whistleblowers?

Et kendetegn ved moderne management, såkaldt stærk ledelse, new public management eller det, som også kaldes neoliberal styringslogik, er, at alt er under forandring hele tiden. Nye effektiviseringstiltag bliver implementeret, før man overhovedet har indarbejdet tidligere tiltag. Der er aldrig ro til at komme sig eller til, at de nye forsøg på at effektivisere når at bundfælde sig eller får effekt. Det medfører, at det er meget svært at formulere en kritik, fordi skydeskiven for kritik hele tiden flytter sig.

Spørgsmål: Hvad kan man gøre for at ramme plet med sin kritik?

Giv dit bud på spørgsmålet for neden. Download også dagens piktogram med tekst som A4 pdf, klar til at skrive ud og hænge op. Så kan diskussionen også fortsætte offline. For andre piktogrammer og mere grafik, se downloadsiden.

Kritikken kan blive parkeret bevidst eller ubevidst. ”Det ser jeg på senere” eller ”Vi udskyder den diskussion til næste gang” er gængse standardsætninger, der vidner om, at kritikken er ved at blive parkeret. En parkeret kritik ender ofte med at blive ignoreret eller helt glemt. Men en parkeret kritik kan også genstartes.

Spørgsmål: Hvordan bliver kritik parkeret på din arbejdsplads?

Spørgsmål: Hvordan kan den parkerede kritik genstartes?

Du kan kommentere for neden. Download også dagens piktogram med tekst som A4 pdf, klar til at skrive ud og hænge op. Så kan diskussionen også fortsætte offline. For andre piktogrammer og mere grafik, se downloadsiden.